Artikel
Muslimernes Fællesråd på plads
![]() |
| Muslimernes Fællesråd |
| Se galleri |
Muslimernes Fællesråd på plads - 3. oktober udsendt af Ritzau
Muslimernes Fællesråd har valgt sin bestyrelse og vil bl.a. foregribe, at kriser som Muhammedkrisen får lov at udvikle sig i Danmark. Den nystiftede paraplyorganisation Muslimernes Fællesråd står nu klar til at tale muslimernes sag i Danmark.
Organisationen har konstitueret sin 11 mand store bestyrelse og valgt en talsmand. Nu er det op til landets mange muslimske foreninger at beslutte, om de vil slutte sig til en organisation, der har som varemærke, at den er rodfæstet i Danmark og ønsker at agere herudfra.
- Mange - både muslimer og andre - har efterlyst muslimer, der har rod i Danmark, som man kan diskutere overordnede spørgsmål med. Det har til tider været sådan, at de muslimske lærde har været støttet af lande i Mellemøsten og derfor trukket på knowhow derfra. Vi vil knytte en forbindelse til lærde, som også er forankret i den vestlige verden, siger den nyvalgte talsmand, Zubair Butt Hussain.
Foruden at være talerør for de danske muslimer stiller organisationen sig til rådighed som rådgiver for politikere og offentlige myndigheder. Dermed håber den, at sager som f.eks. Muhammedkrisen kan foregribes.
Formand for Muslimernes Fællesråd er Asmat Mojaddedi, næstformand er Sami Kücükakin, og imam Abdul Wahid Pedersen er udpeget som daglig leder.
/ritzau/
Bestyrelsen konstituerer sig
Pressemeddelelse - 2. oktober
Muslimernes Fællesråd har nu konstitueret sin bestyrelse. Udover Asmat Mojaddedi som formand, er
Sami Kücükakin valgt som næstformand, Anne Steffensen valgt som sekretær, Majid Tim Zakaria valgt som kasserer. Menige medlemmer af bestyrelsen er følgende Atiqullah Khugyani, Farid Elhajji, Abdurrahim Kurtishi, Amina Djondjorova, Fatih Alev, Mahamad Khatib og Mahboob Sahibzada. Endvidere blev Abdul Wahid Pedersen udpeget som daglig leder og Zubair Butt Hussain udpeget som talsmand.I den nærmeste tid vil bestyrelsen tage kontakt til relevante foreninger og organisationer angående fremtidigt samarbejde.
Oprettelse af Muslimernes Fællesråd
Pressemeddelelse - 24. september
I dag er Muslimernes Fællesråd blevet stiftet som en fælles organisatorisk platform for muslimske foreninger i Danmark. Denne form for overordnet organisation har været ønsket og tiltrængt længe, og er nu en realitet. Islam og muslimer har været en del af det danske samfund i årtier, og derfor er det naturligt at få en repræsentation af danske muslimer på overordnet plan.
Der er på generalforsamlingen valgt en bestyrelse bestående af ni medlemmer med Dr. Asmat Mojaddedi som formand. Bestyrelsen vil i den nærmeste fremtid konstituere sig, og der vil i den forbindelse blive valgt en talsperson.
At være med til at skabe og opretholde et bæredygtigt samfund er et gensidigt ansvar, minoritet som majoritet, hvor Muslimernes Fællesråd ansvarligt og bevidst vil løfte sin del af opgaven.
Nedenfor er gengivet formål for Muslimernes Fællesråds virke
1. At forene muslimske organisationer i Danmark og fungere som fælles platform.
2. At bidrage til aktivt medborgerskab, og arbejde for udbredelse af dialog og gensidig tolerance og respekt i det danske samfund og internationalt.
3. At rådgive ministerier, myndigheder, medier, ngo’er og private institutioner vedrørende spørgsmål af principiel betydning for muslimer i Danmark.
4. At varetage opgaver og initiere projekter, som kan fremme og sikre danske muslimers interesser såvel som forhold af almen gavnlighed for det danske samfund.
Yderligere oplysninger i forbindelse med pressemeddelelsen kan fås ved henvendelse til undertegnede.
Zubair Butt Hussain (29720224)

